Traditioner er til for at blive brugt

Traditioner er til for at blive brugt

Traditioner er til for at blive brugt

# Kultur

Traditioner er til for at blive brugt
Af Birgitte Grøn, dansk præst i Sydfrankrig

”Kommer der en fastelavnsgudstjeneste?” sagde en mor i døren på vej ud til mig; ”Mine børn har aldrig prøvet det, og jeg husker fra min egen barndom, at det var en rigtig god oplevelse.”

Hendes børn taler mest fransk og går i fransk skole, men sang dog med på de danske julesange, da vi havde juletræ til kirkens basar. Og sådan tror jeg, mange udlandsfamilier har det. Der er et behov for, at udlandskirkerne opretholder, bærer, står for – og både fornyr og vedligeholder – vores danske traditioner. For når man bor uden for Danmark i lang tid, har man typisk ønsket om at videregive dansk kultur til børn og børnebørn intakt, selv om man suges ind i det fremmede.

Og de er her jo, de børn og unge! Til julebasaren, som løb af stablen, kort efter jeg var kommet, dukkede der en del børn op. Af flere nationaliteter, men med et dansk tilhørsforhold på den ene eller anden måde.

Spørgsmålet er så, hvad der kan lade sig gøre? Jeg begyndte som ny præst i Sydfrankrig 1. oktober, og der gik selvfølgelig lidt tid, før jeg fandt ud af, hvilke muligheder der var at arbejde med. Her har mine erfaringer dels som lærer, dels som mangeårig medarbejder i Folkekirkens Skoletjeneste været en god ballast.

Dansk fastelavn i Sydfrankrig

Sammen med kirkekomiteen har jeg nu igangsat en kirkeårets kalender med tilbud til børnefamilier for at gøre en indsats på børne-ungeområdet.

Modellen er, at vi både til fastelavn og derefter påske holdt en kort børnefamiliegudstjeneste. Palmesøndag var det en billedprædiken med påskens dramatiske fortælling som omdrejningspunkt til gudstjenesten, og så gik det ellers løs med påskeklip bagefter. En tradition, man ikke har i franske familier.

Her i maj og juni måned kommer endnu et tilbud, denne gang i samarbejde med den svenske kirke i Cagnes sur Mer. En udstilling af 42 børnetegninger, lavet af min datter Kathrine i 2-10 årsalderen, er bearbejdet til stofbilleder. Udstillingen hedder: Dronningen af Saba og den vise kong Salomon. I to dage inviterer vi til at komme og høre om billederne og nogle bibelske fortællinger. Bagefter kommer der en workshop, hvor de tilmeldte selv kan arbejde kreativt.

Herefter haster vi hurtigt videre til sankthansfesten. Det foregår – til franskmændenes store forundring – på stranden ved Antibes med båltale og sankthansvise. Vi danskere skal jo helst se et bål for at føle, at midsommeren er over os! Og her er familierne samlede, så der inviterer vi sidst på eftermiddagen til kæphestevæddeløb for de mindste, sækkevæddeløb for større børn og unge samt fremstilling af hekse for alle børn og voksne, der har lyst til at være med.

I efteråret ønsker vi at starte en luciatradition op. Vi håber, at både børn, konfirmander og andre unge vil tilmelde sig Det kræver dog, at nogen vil købe ind til og sy luciadragter, at vi kan finde en musiklærer til at øve luciasange og selvfølgelig også de økonomiske ressourcer.

Det vil helt sikkert være et hit både til novembers julebasar og i kirkerne, når luciaoptoget kommer ind og synger.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed