Information fra bestyrelsesmøder
Efter bestyrelsesmøder udfærdiger administrationschef Tommy Liechti en opsummering, som kort efter er at finde her.
Formanden
Anne E. Jensen orienterede om, at biskop Marianne Gaarden har meddelt kirkeministeriet, at hun har besluttet at fratræde stillingen som tilsynsførende biskop for DSUK og har bedt ministeriet udpege en ny biskop. Der er drøftelse i gang mellem formandskabet, udlandsprovsten, Marianne Christiansen og Peter Skov‐Jakobsen om et oplæg til bestyrelsen vedrørende en indstilling til ministeriet.
Udlandsprovsten
Selma Ravn fortalte blandt andet, at sømandspræsten i Rotterdam er fratrådt, og at en ny tiltræder 1. april – i mellemtiden er der en vikar.
Udlandsprovsten har været til et meget positivt møde med A.P. Møller-fondenes ledelse, både om den netop modtagne store projektbevilling og om fremtiden.
Til projektet SøfartsNetværket er der netop opslået en projektlederstilling.
Til det andet, todelte, projekt ’Udlandskirkerne som kulturbærere’, bevilget af Laurits Andersens fond, besættes projektlederstillingen internt, hvorved der frigøres lønmidler til prioritering af andre opgaver på sekretariatet.
Der forhandles i øjeblikket med Præsteforeningen om en model for eventuel overgang til Ny Løn i forbindelse med overenskomstfornyelsen i 2024.
Program for bestyrelsens seminar i Sydslesvig inklusive fælles møde mellem bestyrelsen og kirkerådet for DKS; den 7. og 8. maj 2023 blev godkendt efter justeringer.
Bestyrelsen
Bestyrelsen godkendte retningslinjer for valg af medarbejderrepræsentanter. Valgperioden for de nuværende medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer udløber ved repræsentantskabsmødet 2023.
Der blev aftalt et særskilt grupperum på Folkekirkens IntraNet (afløser for ADP) for bestyrelsen
Bestyrelsen godkendte en udvidelse af Solidaritetspuljens opgaver og tilførsel af kapital. Dette skyldes blandt andet, at Nationalt Hjælpefond må nedlægges, og opgaverne overtages af Solidaritetspuljen.
Bestyrelsen fortsatte sin drøftelse fra sidste møde, om den bedste og mest rimelige måde at inddrage ægtefæller til ansøgere til præstestillinger i processen. Der var enighed om at eventuelle ægtefæller skal have mulighed for at være velorienterede, hvilket peger på deres deltagelse i rejsen i forbindelse med prøveprædiken. Modsat ønsker vi ikke at fravælge en ansøger på grund af ægtefællen, eller fordi der ikke er en ægtefælle. Konklusionen blev, at udvalget og udlandsprovsten beskriver en politik eller metodik for opgaven, med begrundelser for de forskelle der måtte være, sammenlignet med folkekirken.
Økonomi
Budgetopfølgning pr. 31. december 2022; det understreges, at der endnu ikke er tale om et færdigt regnskab. På grund af arv og ekstraordinære gaver forventes et overskud for 2022 på 1.268.000 kr., men driftsresultatet er forsat et underskud, dog mindre end budgetteret.
December 2022
Mødet foregik digitalt, på Zoom
Formanden
Anne E. Jensen fortalte om sit besøg i Sydspanien sammen med Selma Ravn, alle tre steder.
Desuden også mere generelt om bestræbelserne på at finde besparelser i samarbejde med kirkerne.
Næstformanden
Inge Kjær Andersen fortalte om sit besøg i London, hvor den renoverede kirke havde besøg af dronningen, med mere end fuldt hus til gudstjenesten.
Inge Kjær Andersen kunne også fortælle, at DSUK bliver det ene af kun to organisationer som får en selvstændig tilstedeværelse på det kommende intranet i Folkekirken.
Udlandsprovsten
Selma Ravn fortalte først om Sydslesvig, baseret på en kort rapport fra Hasse Neldeberg:
Kirkerådet har fremsendt en indstilling vedr. omdannelse af fire embeder Harreslev-Hanved, Slesvig/MBU, Sporskifte/MBU og Kappel. Senere på dagsordenen blev dette godkendt.
Selma Ravn har besøgt Asien for første gang og har herunder indsat Carl Bjarkam i Singapore, hvor han i praksis har været præst i flere år. Rejsen foregik sammen med repræsentanter for Sea Helth & Welfare, som fik godt indblik i den betydelige velfærdsindsats vi også yder.
Også i Vancouver er en nye præst blev indsat ved en festlig gudstjeneste og reception.
Nice
Hans Janus fortalte om store udfordringer med skatteregler for menigheden i Nice, som skyldes at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Frankrig og Danmark er blevet forsinket af folketingsvalget og regeringsforhandlingerne.
Personlighedstest
Bestyrelsen besluttede at følge Personale- og ansættelsesudvalgets indstilling, således at brugen af test afprøves ved de næste to præsteansættelser. Bestyrelsen havde derefter en debat om inddragelse af ansøgeres ægtefæller i ansættelsesprocessen. Udvalget blev opfordret til at drøfte og beskrive problematikken nærmere.
Løbende beslutninger
Bestyrelsen godkendte justerede vedtægter for Margrethekirken, Mijas
Budgetopfølgning pr. 31. november: Overordnet ingen ændringer fra sidste bestyrelsesmøde: alt tyder på et overskud i 2022 på cirka samme størrelse som det budgetterede underskud i 2023. Det glædelige resultat skyldes dels en stor personlig gave, dels flere arveandele.
Bestyrelsen anerkendte endvidere de store udfordringer som mange kirker står i, nu hvor inflations- og energikriser kommer lige efter Corona-begrænsningerne.
Oktober 2022
Formanden
Anne E. Jensen bød velkommen, særligt til Kirsten Biering og Marianne Gyldenkærne, som begge blev valgt ind i bestyrelsen på årets repræsentantskabsmøde og dermed deltog i bestyrelsesmødet for første gang.
Formanden fortalte blandt andet om sin deltagelse, sammen med udlandsprovsten, i bispevielse i Roskilde den 4. september.
Udlandsprovsten
Udlandsprovsten fortalte om et kort præstekonvent i forlængelse af repræsentantskabsmødet i august, og om sit ønske om at fastholde en rytme, hvor der er denne type korte konventer for præster, der af anden årsag er i Danmark, hvert andet år, og et lidt længere, med hjemkaldelse af alle præster de øvrige år.
Blandt præsterne og med udlandsprovstens medvirken er nedsat en arbejdsgruppe som ser på mulighederne for at vore præster kan have diplomatstatus, og på hvad der er rimelige forventninger til funktionen som socialattaché.
Den 19. september deltog Selma Ravn i provsternes årsmøde og havde lejlighed til en kort opfordring til at overveje provstivise indmeldelser i DSUK.
I Pelepas har det været umuligt for DSUK at skaffe arbejdstilladelse, så ansættelsen sker i samarbejde med Mærsk.
Sydslesvig
Biskop Marianne Christiansen fortalte om en dejlig indvielse af kirkesal dagen før, og en lige så glædelig 100-års fejring i Harreslev danske menighed to uger forinden.
Marianne Christiansen fortalte også om stor glæde i DKS over finanslovsbevillingen for 2023 og den tilhørende, let reviderede tekst.
Visitats
Peter Skov‐Jakobsen fortalte om to positive visitatsbesøg sammen med udlandsprovsten, i Bruxelles og i Luxemburg, hvor man nu for første gang har egen kirkebygning.
Videomateriale til rekruttering
Simon Kangas Larsen fortalte om et konkret output fra seneste præstekonvent; et materiale med filmklip, hvor præsterne to og to fortæller om arbejdet, er klar til at blive redigeret sammen.
Valg af næstformand
På det første møde efter repræsentantskabsmødet konstitueres bestyrelsen med næstformand. Formanden gav lejlighed til at foreslå kandidater. Inge Kjær Andersen blev opstillet som den eneste og var dermed valgt.
Løbende beslutninger
Samarbejdet med Den Danske Israelsmission blev bekræftet og med enkelte justeringer blev det godkendt at indgå en fornyet aftale.
Bestyrelsen godkendte en analyse af vores nuværende kommunikation og hjælp til at udforme en strategi for en mere effektiv kommunikation i fremtiden, inkl. kernefortælling, kanalstrategi og plan, selvom denne ikke kan rummes indenfor det almindelige budget.
Bestyrelsen godkendte ændrede vedtægter for kirken i Vancouver
Budgetopfølgning pr. 31. august 2022: På baggrund af en stor privat gave og to arveandele forventes et betydeligt overskud i 2022.
Lands- og repræsentantskabsmødet 2022 blev evalueret af bestyrelsen, generelt positivt. Som bekendt har DSUK tidligere ret jævnligt haft årsmøde over to dage, og der var umiddelbart stemning for at indarbejde dette i budgettet for 2024, hvor DSUK har 20-års dag.
August 2022
Formanden
Anne E. Jensen fortalte bestyrelsen om et positivt møde med kirkeministeren sammen med udlandsprovsten og om en meget anerkendende hilsen fra ministeren til repræsentantskabsmødet.
Og om en meget glædelig kirkeindvielse i Luxembourg, samt drøftelser med kirkerådene i Malaga Øst og i Berlin.
Udlandsprovsten
Generelt kunne Selma Ravn fortælle om tilbagevending til en nogenlunde normal situation efter Corona, næsten alle steder. Selma kunne også orientere foreløbigt om en opringning fra Laurits Andersens Fond, som giver mulighed for nye projekter. På sekretariatet går udviklingskonsulenten snart på næsten et års barsel; foreløbig ansættes to studentermedhjælpere
Forberedelser til repræsentantskabsmøde
Der blev orienteret om de fire endelige kandidater til de tre bestyrelsesposter på valg:
Anders Vestergaard er opstillet af bestyrelsen til genvalg.
Kirsten Biering er opstillet af bestyrelsen som kandidat.
Marianne Gyldenkærne og Kate Hornbek er begge opstillet med det nødvendige antal stillere.
Bestyrelsens forslag vedr. dirigent blev som sidste år Peter Sindal, advokat og medlem af Vesterbro sogns menighedsråd, ligesom også indstillingen om referenter og stemmetællere blev fulgt.
Personlighedstest
Personale- og ansættelsesudvalgets formand Anders Vestergaard orienterede om en igangværende afprøvning af personlighedstest. Hvis udvalget ønsker at tage disse i brug, skal bestyrelsen have en nærmere drøftelse.
Økonomi
Budgetopfølgning pr. 31. juli 2022 viste, på grund af en meget betydelig privat donation, forventning om et overskud af samme størrelse som det budgetterede underskud i 2023.
Samarbejde DKS og DSUK
Sydslesvigprovst Hasse Neldeberg Jørgensen var inviteret til en drøftelse om samvirket mellem Danske Sømands- og Udlandskirker og Dansk Kirke i Sydslesvig.
Der var enighed om at gennemarbejde overenskomsten mellem organisationerne og de tilhørende bilag, og om at dette arbejde skal være afklarende og føre til et endnu tættere samarbejde. Arbejdet påbegyndes med en drøftelse mellem formandskabet, udlandsprovsten, sydslesvigprovsten og Marianne Christiansen.
Juni 2022
Formanden
Siden sidste bestyrelsesmøde havde der været Kirkedag i Dansk Kirke i Sydslesvig den 15. maj. DSUKs formand deltog, og fortalte om et godt møde.
Nyt ude og hjemme
Udlandsprovsten fortalte om nye juniorassistenter til Berlin, Bruxelles, Hamborg, Rotterdam, Hongkong og Sydney.
Udlandsprovsten og Simon Kangas Larsen fortalte om en afsluttende festgudstjeneste i Granly, Surrey, hvor kirken er ved at lukke efter 60 års indsats.
Sammen med både frivillige og medarbejdere deltog Selma Ravn i Himmelske dage i Roskilde, den 26. til 29. maj, med en informationsbod. Mange venner af DSUK kom forbi.
Forberedelser til repræsentantskabsmøde
Årsberetningen for 2021, samt budget og Handlingsplan for 2023 blev godkendt
Budgetopfølgningen pr. 30. april 2022 tyder på en væsentligt mindre underskud end budgetteret.
Der var en orientering om opstillede kandidater til bestyrelsen indtil nu, med understregning af, at fristen ikke var udløbet. Ud over bestyrelsens kandidater Anders Vestergaard og Kirsten Biering, var Marianne Gyldenkærne opstillet med det nødvendige antal stillere.
Arbejdsmetoder
På basis af et oplæg fra Struktur- og økonomiarbejdsgruppen havde bestyrelsen en drøftelse om principper for fremtidige budgetter. Nøglebegreber er bæredygtige menigheder, meningsfyldte præstestillinger og tilbud om regelmæssig kirkelig betjening.
Endelig havde bestyrelsen en kort drøftelse om en øget brug af digitale møder. Bestyrelsen var positive overfor at gøre brug af muligheden med mellemrum.
Maj 2022
Dette møde fandt sted umiddelbart efter bestyrelsens seminar, hvor man blandt andet havde drøftet den fremtidige økonomi og de tilhørende prioriteringer.
Som baggrund for en arbejdsgruppes videre arbejde, blandt andet hen mod et budget for 2023, havde bestyrelsen allerede på seminaret besvaret forskellige spørgsmål, stillet af arbejdsgruppen.
Udlandsprovsten
Udlandsprovsten fortalt om den fortsatte store indsat alle steder, under Corona-påvirkninger.
Der planlægges nu mere regelmæssige MU-samtaler med præsterne, uafhængigt af de mulige planer for visitatsrejser.
Selma Ravn kunne løfte sløret for at kirken i Luxembourg nu får egen kirkebygning.
Sammen med Marianne Gaarden havde Selma besøgt Israelsmissionens danske præst i Jerusalem. Indtrykket var positivt og der arbejdes på en fortsat samarbejdsaftale.
Visitats
Peter Skov‐Jakobsen fortalte bestyrelsen om sin visitats i London og Paris og besøg hos dansk KFUK i London. Det havde været meget positive og glædelige besøg, med velbesøgte gudstjenester og med betryggende møder med ansvaret bevidste kirkeråd og bestyrelse.
Sydslesvig
Under Nyt fra bestyrelsesmedlemmer blev vi orienteret om, at der blandt de danske organisationer i Sydslesvig foregår en debat om en eventuel mere fælles struktur, men at DKS finder det vanskeligt at medvirke og derved give andre organisationer indflydelse på kirkelige forhold.
Lukning i Canada
Simon Kangas Larsen orienterede om, at Den Danske Kirke i Surrey (Granly) holder afslutnings-gudstjeneste og andre afslutningsarrangementer den 28.-29. maj, men først lukker formelt til efteråret.
Forberedelser til repræsentantskabsmøde
Årsrapporten og revisionsprotokollatet for 2021 blev gennemgået og godkendt i forbindelse med bestyrelsens seminar den 3. maj, altså dagen før bestyrelsesmødet, med alle bestyrelsesmedlemmer, undtaget Marianne Christiansen og Marianne Gaarde, til stede. Tidsplanen for lands- og repræsentantskabsmøde 2022 blev justeret og godkendt.
Bestyrelsen besluttede at opstille Anders Vestergaard og Kirsten Biering som kandidater til bestyrelsen.
Der blev nedsat en valgkomité til at overvåge opstilling af kandidater og selve valget.
Den aktuelle liste over kirker, som sender repræsentanter, blev godkendt.
Februar 2022
Dagsordenens omfang, Coronasituationen og forholdet mellem rejsetid og mødetid havde fået formandskabet til at beslutte, at mødet blev afholdt via Zoom.
Formandskabet
Det blev meddelt, at hverken Per Poulsen‐Hansen eller Ole Stevns ønsker at opstille til næste valgperiode, de fratræder med andre ord i forbindelse med repræsentantskabsmødet den 20. august i år.
Udlandsprovsten
Selma Ravn fortalt om de store forskelle i pandemiens virkninger i forskellige lande og udtrykte igen stor ros til præster og frivillige som arbejder hårdt for et godt dansk kirkeliv på trods af vilkårene.
Hun rejser i februar og marts på visitats i Paris og London, på besøg i Dansk KFUK i London og på besøg i Jerusalem.
Udlandsprovsten måtte meddele, at kirken i Surrey lukker inden 1. november i år.
Selma Ravn fortalte, at vi arbejder på et mini-præstekonvent i forbindelse med repræsentantskabsmødet i år.
Sekretariatet
Et nyt lønsystem netop taget i brug efter en stor indsats fra lønbogholder Pia Frederiksen, som desværre forlader sekretariatet om to måneder. Endelig er en ny kontorassistent, Anne Marie Kraul, tiltrådt samme dag som bestyrelsesmødet, og vi har de bedste forhåbninger for samarbejdet.
Personale- og ansættelsesudvalget
Kommissorium og bemanding blev endeligt godkendt. Birgitte Graakjær Hjort indtræder i udvalget.
Lands‐ og repræsentantskabsmøde 2022
Hovedpunkter i programmet blev aftalt. Repræsentantskabsmøde foregår på hotel Nyborg Strand, den 20. august 2022.
Senere på mødet blev det aftalt at afholde repræsentantskabsmøde lørdag den 26. august 2023.
Datoer
Fælles møde mellem bestyrelsen og kirkerådet for DKS afholdes i forbindelse med et seminar den 7. og 8. maj 2023.
Datoer for bestyrelsesmøder i 2023 blev aftalt.
Allerede den 3. og 4. maj 2022, holder bestyrelsen seminar i Klithuset i Dronningmølle.
Struktur- og økonomiarbejdsgruppen
Orientering om arbejdet, både med budget 2023 og om mere strukturelle overvejelser på 10 års sigt.
Budgetopfølgningen pr. 31. december 2021
Opfølgningen - som endnu ikke er et færdigt regnskab - viser, at der kan ventes et lille overskud på grund af påtvungne besparelser i forbindelse med Corona.
December 2021
Formanden
Anne E. Jensen fortalte om et glædeligt besøg i Bruxelles sammen med Selma Ravn, i anledning af indvielsen af ny kirkeudsmykning ved Peter Brandes og om sin tilstedeværelse ved ordination i domkirken af den nye sømandspræst i Hongkong, Rebecca Holm.
Formandskabet og udlandsprovsten har holdt møde med Sydslesvigprovsten og biskop Marianne Christiansen om mange forhold, herunder orientering om aftalen mellem Haderslev stift og DKS.
Næste fælles møde mellem bestyrelsen og kirkerådet forventedes ved mødet at blive den 2.-3. oktober 2022, men efterfølgende er datoen til genovervejelse.
Udlandsprovsten
Selma Ravn fortalte blandt andet om stor travlhed i Sydslesvig med at genbesætte stillinger; tre nye præster er ansat på det seneste. Pensionskassen af 1950 har behandlet de sidste ansøgninger om oprykning. Udlandsprovsten har holdt møde med Præsteforeningens formand og direktør som led i en aftalt møderække for at forbedre kommunikationen.
Kirken i Thailand ser med stor bekymring på de økonomiske muligheder, som både er vanskelige generelt og ekstra forværrede under Corona. Økonomien i Thailand bliver et emne i forbindelse med struktur- og økonomiudvalgets oplæg til bestyrelsens drøftelse af budgettet for 2023.
Udlandsprovsten deltog, dagen før bestyrelsesmødet i en flot festgudstjeneste i London, i anledning af renovering af kirken og indvielse af en messehagel, designet, udarbejdet og skænket af dronningen. I Hongkong blev den nye sømandspræst Rebecca Holm indsat af Margith Pedersen, som har vikarieret i stillingen og nu har 10 dages overlap med Rebecca Holm.
Biskop Marianne Christiansen
Biskoppen fortalte om de tre nye præsteansættelser i Sydslesvig, alle på baggrund af gode processor.
Biskop Peter Skov-Jakobsen
Biskoppen fortalte om ordinationen af Rebecca Holm den 14. november; en meget fornøjelig begivenhed.
Næstformanden
Inge Kjær Andersen deltager på DSUKs vegne i bispevielse og reception i Aalborg den 12. december.
DKS
Jochen Arndt fortalte om det konstituerende møde i det nyvalgte Kirkeråd i DKS; næstformand blev Uwe Nissen. Kirkerådets repræsentant i DSUKs bestyrelse udpeges på næste Kirkedage.
Julebasarer
Simon Kangas Larsen fortalte om den store travlhed med julebasarer de fleste steder; herunder med alternative løsninger.
Ole Stevns , som har været med i bestyrelsen siden 2011, meddelte, at han ikke opstiller til valg på næste repræsentantskabsmøde.
Personale- og ansættelsesudvalget
Der blev vedtaget et nyt kommissorium og en ny bemanding. Dog vil et enkelt navn, og nogle justeringer i kommissoriet skulle godkendes på næste bestyrelsesmøde.
Israelsmissionen
Bestyrelsen godkendte et fortsat samarbejde med udløb den 31. december 2024.
Struktur- og økonomiarbejdsgruppen
Det første referat blev taget til efterretning efter en præcisering vedr. bevillingen til arbejdet i Sydslesvig.
Budgetopfølgningen
Opfølgningen pr. 31. oktober 2021 blev, lige før mødet, suppleret med en udgave pr. 30. november. Vi mangler en halv million i indtægter (udenfor finansloven), men Corona har påtvunget os så store besparelser, at det i kombination med arveindtægter tyder på et mindre overskud i 2021.
Oktober 2021
På dette møde bød formand Anne E. Jensen særligt velkommen til Dorte Bille Harding, som er nyt bestyrelsesmedlem siden repræsentantskabsmødet. Der var herefter en kort præsentationsrunde.
På det første møde efter repræsentantskabsmødet konstituerer bestyrelsen sig med en næstformand som i tilfælde af formandens forfald varetager de pligter, der påhviler formanden, og har de
beføjelser, der tilkommer formanden. Inge Kjær-Andersen blev genvalgt som næstformand.
Anne E. Jensen fortalte om sin deltagelse i to festgudstjenester: Festgudstjenesten for Helsingørs nye biskop, Peter Birch, i Helsingør Domkirke og 100-års fejringen af Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS) på A.P. Møller Skolen i Slesvig.
Formanden besøgte også præstekonventet i Klithuset i Dronningmølle og var glad for at opleve energien, viljen og glæden hos præsterne, trods de svære forhold, de har levet under i Coronatiden. Simon Kangas Larsen takkede for konventet på præsternes vegne, og gjorde opmærksom ønsket om et årligt præstekonvent i DSUK, om særlige erfagrupper og om et dialogværktøj til kirkerådene. Udlandsprovst Selma Ravn som pga. sygdom ikke kunne deltage i konventet, glædede sig over at det blev så vellykket, og at sekretariatet og formanden kunne træde til.
Biskop Marianne Gaarden fortalte om indtryk fra sin visitatsrejse til de danske kirker i Canada . Der er over 200.000 danske efterkommere i Canada, de fleste udvandrede omkring 1957 fra Danmark. Der er fire helt forskellige kirker med fire helt forskellige præster. Alle menighederne elsker deres præster.
Marianne Gaarden nævnte også, at kommunikationen fra DSUK til menighederne i Argentina bør styrkes.
Der blev vedtaget et kommissorium for en ny struktur- og økonomiarbejdsgruppe , bl.a. til forberedelse af kommende budgetter.
Bestyrelsen godkendte en indstillingen om, at kirken i Thailand tildeles et tilskud fra Solidaritetspuljen på 100.000 kr., kombineret med en udskudt betaling af den resterende del af kirkens gæld ved årets udgang. Der arbejdes videre med en plan for den fremtidige finansiering af kirkens drift.
Bestyrelsen fastslog at det administrative sprog i DSUK alene er dansk, men at der skal laves en generel information om DSUK på engelsk, tysk, spansk og fransk – samt en engelsk side på www.dsuk.dk, som informerer generelt om organisationen.
Budgetopfølgning pr. 31. august viste at vi på grund af dels manglende aktiviteter/ansættelser under Corona, dels en arveindtægt, sandsynligvis får et lille overskud i 2021, hvor der var budgetteret med 549.000 kr. i underskud.
DSUKs vedtægter blev jo justeret på repræsentantskabsmødet og en ny udgave er til rådighed.
Lands- og repræsentantskabsmødet 2021 blev evalueret.
Programmet var ikke så stort, blandt andet fordi man ikke vidste, om der kunne gennemføres et fysisk møde. Der var enighed om, at det var et positivt, godt møde. Der var et ønske om, at man i fremtiden prioriterer blandt andet fællesmøder for kirkerådsformænd. Der var en kommentar om, at man kunne veksle mellem flere geografiske placeringer af mødet. Der var tilfredshed med tilbud om streaming af mødet, som der skal arbejdes videre med til næste års møde. Udlandsprovsten vil inden for kort tid holde et møde med stiftsbestyrelsesformændene for at få ønsket om en analyse nærmere belyst og om muligt indsamle forslag til ændringer.
August 2021
20. august afholdtes et kort, og primært orienterende, møde forud for repræsentantskabsmødet næste dag.
Karina Sillesen Elmquist havde meddelt, at hun ikke genopstiller til bestyrelsesvalget, og formanden takkede hende for en stor indsats i bestyrelsen.
Siden sidst
Vi har måttet tage til efterretning, at Kirkeministeriet og Folkekirkens Løncentre trods stor velvilje ikke har kunnet finde lovhjemmel til, at DSUK kunne blive brugere af lønsystemet FLØS – i hvert fald i øjeblikket.
Udlandsprovsten orienterede om den seneste overenskomstfornyelse efter forhandlinger med Præsteforeningen. Både forhandlingerne og kommunikationen i øvrigt foregår i en positiv og åben dialog.
I Pensionskassen af 1950 skal man på et bestyrelsesmøde i oktober blandt andet drøfte fremgangsmåden for de mange ventende oprykninger.
Præstestillingerne i Singapore og i Hongkong er nu slået op, selvom det bliver udfordrende at gennemføre processen uden mulighed for, at kandidaterne kan rejse ud til prøveprædikener.
En dom i Rotterdam er gået DSUK imod, hvilket betyder at Rotterdam kommune nu kan etablere en offentlig sti på arealet mellem kirken og havnen.
Selma Ravn fortalte til sidst om de fortsatte udfordringer med Corona-begrænsninger og det gode arbejde som gøres, både af præster, assistenter og frivillige.
Biskop Peter Skov-Jakobsen fortalte om en kort og veltilrettelagt visitats i Rotterdam, med besøg i Brille og hos en norsk samarbejdspartner.
I Berlin er der for et par uger siden afholdt orienteringsmøde om de indkomne ansøgere til præstestillingen.
Biskop Marianne Christiansen kom til bestyrelsesmødet, direkte fra begravelse af Niels Henrik Olesen, præst i Slesvig.
Biskop Marianne Gaarden fortalte om emigrantmenighederne, som generelt har det økonomisk meget hårdt i øjeblikket, men har fundet digitale muligheder.
Repræsentantskabsmøde 2021
Bestyrelsen blev orienteret om bestyrelsesvalget, som på forhånd var afgjort, da der kun er de nødvendige kandidater, herunder også til pladserne som suppleant.
Bestyrelsens besluttede at foreslå Peter Sindal Lundsberg, advokat og medlem af Vesterbro sogns menighedsråd, som dirigent, og at foreslå Flemming Kloster Poulsen, Iben Snell og Lars Ulrich Kofoed som stemmetællere. Margareta Bærentzen og Jytte Nickelsen blev udpeget som referenter.
Økonomiarbejdsgruppe
I forbindelse med budgetdrøftelsen på seneste bestyrelsesmøde blev det besluttet at se nærmere på DSUKs samlede økonomi ved nedsættelse af et udvalg eller en arbejdsgruppe. På dette møde blev det vedtaget, at arbejdsgruppen består af formand, næstformand, Hans Mørk Janus, Bjarne Tvilde, Marianne Gaarden samt udlandsprovst og administrationschef. På næste møde behandles et forslag til nærmere kommissorium for arbejdet.
Budgetopfølgning pr. 31. juni 2021
Udviklingen i juni måned har ikke givet anledning til at ændre i forventningerne til hele året.
Kommende møder: 4. oktober og 6. december
Maj 2021
Økonomi
Årsrapport (regnskab) og revisionsprotokollat for 2020 blev gennemgået af statsautoriseret revisor Jesper Bechsgaard Jørgensen, og der var lejlighed til at stille spørgsmål. Bestyrelsen fik også årets økonomi gennemgået i samme form som den løbende budgetopfølgning, ligesom også økonomien i det første kvartal af 2021 blev drøftet.
Repræsentantskabsmøde
Derudover var mødet præget af forberedelser til repræsentantskabsmødet den 21. august.
Bestyrelsen har inden da et møde mere, den 11. juni. Derfor er mange af disse punkter stadig under drøftelse, men mødets tidsplan og program blev endeligt besluttet, og indkaldelsen er senere udsendt til repræsentantskabet.
Det blev ligeledes afklaret, hvilke af de nuværende bestyrelsesmedlemmer som er villige til genvalg.
På valg er: Anne E. Jensen (formand), Inge Kjær Andersen, Karina Sillesen Elmquist og Hans M. Janus
Karina Sillesen Elmquist havde forud for mødet meddelt, at hun ikke ønsker at genopstille.
Bestyrelsen besluttede énstemmigt (mens de pågældende havde forladt mødet) at bede Anne E. Jensen om at genopstille som formand, og at bede Inge Kjær Andersen og Hans M. Janus om at genopstille til bestyrelsesvalget; hvilket de alle tre indvilgede i. Der er derfor brug for mindst én kandidat mere til bestyrelsesvalget, og hvis ingen andre tager initiativ til en opstilling, vil det være bestyrelsens opgave at sørge for et tilstrækkeligt antal kandidater.
Bestyrelsen nedsatte også en valgkomité, bestående af Carsten Bøgh Pedersen, Ole Stevns og Tommy Liechti, til at tage sig af eventuelle tvivlsspørgsmål i forbindelse med opstillingen eller valget.
Beretningen for det seneste år, samt handlingsplan og budget for 2022, blev drøftet i udkast og arbejdet fortsætter frem mod næste bestyrelsesmøde.
Endelig er sekretariatet i gang med at undersøge muligheder og omkostninger vedrørende en online transmission til repræsentantskabet af mødets forløb.
Søfart
Bestyrelsen havde en foreløbig drøftelse af en ny strategi for søfartsarbejdet, på basis af et længerevarende udvalgsarbejde. Drøftelsen fortsætter på næste bestyrelsesmøde, og resultaterne fremlægges på repræsentantskabsmødet i august.
Sydslesvigprovst Hasse Neldeberg Jørgensen deltog i mødet og fortalte bestyrelsen, blandt andet om de mange præsteindsættelser og om forberedelserne til, at markeringen af 100-året for Genforeningen genoptages.
Februar 2021
Nyt fra formandskabet og udlandsprovsten
Anne E. Jensen fortalte om en videohilsen, som DSUK har sendt til majestæten til erstatning for den Corona‐aflyste mulighed for at ønske godt nytår ved nytårskuren.
Formanden beklagede, at et tidligere aftalt møde med repræsentanter for det sydslesvigske kirkeråd har måttet udsættes; det vil blive aftalt igen, når pandemien er mere afklaret.
Formanden og udlandsprovsten har indkaldt stiftsbestyrelsesformændene til møde den 9. februar, blandt andet for at afklare valg af repræsentanter til DSUKs repræsentantskab på baggrund af vanskeligheder med at afholde årsmøder i stifterne indenfor den normale frist (udgangen af april).
Selma Ravn fortalte seneste nyt om de mange ansættelser i Sydslesvig.
Alle steder er kirkerne meget præget af forskellige grader af lockdown, der er løbende mange ændringer i programmet, og både ansatte og frivillige kæmper beundringsværdigt med de samme svære betingelser, som blev beskrevet på sidste bestyrelsesmøde.
Visitats
Der er aftalt visitatsrejser; til Berlin i april, til Rotterdam i juli, til Canada i september og til Bruxelles i oktober.
Konvent
Det planlagte præstekonvent i marts er udsat og planlægges nu i tiden 29. august til 2. september.
Sekretariatet
På sekretariatet har de nye medarbejdere Vibeke Neerup Fenger, kontorassistent og Pia Frederiksen, HR‐medarbejder og lønbogholder, fået en god start, omend også den har været udfordret af den store brug af hjemmearbejde.
Repræsentantskabsmøde
Hovedpunkter i programmet for repræsentantskabsmøde 2021 blev aftalt
Økonomi
Bestyrelsen havde en principiel drøftelse af behandling af henvendelser fra kirker om økonomiske vanskeligheder på grund af Corona. I erkendelse af, at DSUK ikke har mulighed for at uddele væsentlig støtte udover de indgåede aftaler, gav bestyrelsen sin tilslutning til formandskabets og udlandsprovsten hidtidige ageren, som består dels i gode råd, dels i fleksibilitet og tålmodighed med hensyn til afregninger.
Bestyrelsen fik forelagt en budgetopfølgning for hele året 2020, selvom der endnu ikke var tale om et egentligt årsregnskab.
Diverse
Bestyrelsen drøftede en statusrapport fra Udvalget til udvikling af sømandsarbejdet
Bestyrelsen takkede for det store og flotte arbejde, og havde enkelte kommentarer og ønsker til det fortsatte arbejde.
Bestyrelsen havde en principiel drøftelse af eventuel større anvendelse af engelsk i DSUKs kommunikation. Drøftelsen fortsætter på kommende møder.
December 2020
Det var første gang de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, Henriette Heide-Jørgensen og Simon Kangas Larsen, havde lejlighed til at deltage i et fysisk bestyrelsesmøde.
Sydslesvig
Formand Anne E. Jensen orienterede om et møde i Haderslev mellem formandskabet, biskop Marianne Christiansen, udlandsprovsten og Sydslesvigprovsten. Her blev forskellige praktiske aspekter af samarbejdet mellem Haderslev stift, Dansk Kirke i Sydslesvig og DSUK aftalt.
Både udlandsprovsten og biskoppen glædede sig over de tre nye præsteansættelser i Skt. Hans, Lyksborg og Kappel sogne, og over flere gode ansøgninger til stillingerne. Sydslesvigprovstens indsats for at gøre begrebet ’Præst i Sydslesvig’ attraktivt, har båret frugt.
Øvrigt udland
Bestyrelsen glædede sig over det imponerende resultat af en meget stor renovering af kirken i London. Der var indvielsesgudstjeneste dagen før bestyrelsesmødet, med samtidig indvielse af en ny messehagel, designet og broderet af Hendes Majestæt Dronningen.
Fra Pelepas er assistent Søren Thomsen på vej hjem efter en meget fin indsats. Den næste ansættelse er under planlægning trods nye vanskeligheder med arbejdstilladelser.
Generelt udtrykte udlandsprovsten stor ros og anerkendelse til udsendte præster for de ekstra belastninger under vanskelige forhold, og for den store fantasi, der udfoldes under pandemien.
Hans Janus og Simon Kangas Larsen fortalte om nogle af de nye og kreative tiltag, der er sat i gang rundt om i verden med nye måder at holde julebasarer på, nu hvor de traditionelle basarer ikke kunne gennemføres. De to sætter sig nu, sammen med udlandsprovsten, i spidsen for et arbejde med at dele inspiration og praktiske løsninger mellem kirkerne.
Simon Kangas Larsen fremhævede forskellige punkter fra et nyligt møde i Præsteforeningens udlandskreds (en undergruppe under Præsteforeningen bestående af de præster, der arbejder i udlandet ekskl. Sydslesvig).
Seminar udskudt
På mødet blev et program for bestyrelsesseminaret i februar 2021 godkendt. Grundet udviklingen i Corona er seminaret efterfølgende udskudt til mandag den 3. og tirsdag den 4. maj.
Udvalget til udvikling af sømandsarbejdet
Udvalget havde bedt om en drøftelse for at sikre, at det videre arbejde sker efter bestyrelsens ønsker. Udvalgsarbejdet er ikke afsluttet; dette sker efter planen ved udgangen af 2021. Udvalget arbejder med en fremtidig indsats, som er en kombination af det fysiske møde, det virtuelle arbejde, og en form for rejsepræsteordning eller andre krisehåndteringstilbud, herunder at vi ønsker at være til rådighed 24-7.
Bestyrelsen besluttede at give tilslutning til udvalgets videre arbejde som angivet i de udsendte bilag og understregede samtidigt, at det større fokus på danske søfolk frem for danske skibe, ikke betyder at præsterne ved skibsbesøg er mindre til rådighed for alle ombord, samt at det fysiske møde mellem søfolk og præst fortsat er grundlæggende for arbejdet.
Økonomi
Tommy Liechti gennemgik den udsendte budgetopfølgning af de første 11 måneder 2020 og påpegede ændringer i årsforventningen i forhold til budgettet. Totalt forventes et underskud på ca. 1,3 mio. kr., hvilket er bedre end budgetteret. Totalen dækker over en mindre fundraising i Danmark end forventet, men også færre omkostninger, ikke mindst til repræsentantskabsmøde.
Kommende møder
2. februar - 20. april - 11. juni - 20. august - 4. oktober og 6. december.
Lørdag den 21. august 2020 er der repræsentantskabsmøde.
Oktober 2020
Dette var første bestyrelsesmøde for nye medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer Henriette Heide-Jørgensen, præst i Husum og Frederiksstad siden 1. januar 2020 og Simon Kangas Larsen, præst i Toronto siden 1. februar 2019.
Der var planlagt, at dette bestyrelsesmøde skulle finde sted i Sydslesvig, i kombination med et møde mellem bestyrelsen og Kirkerådet i Sydslesvig. Desværre kunne dette, på grund af Corona-restriktioner, ikke gennemføres, og det blev besluttet foreløbigt at arbejde for et møde i Haderslev med lidt færre repræsentanter for dels kirkerådet, dels bestyrelsen.
Formanden og udlandsprovsten selv takkede biskop Peter Skov-Jakobsen for en smuk ceremoni og en festlig reception i forbindelse med Selma Ravns kreering i Københavns Domkirke torsdag den 1. oktober.
Selma Ravn fortalte om vanskelige kår og store indsatser fra præster, assistenter og frivillige i Corona-tiden. Der kæmpes for at holde gudstjenester og aktiviteter, herunder alternative julemarkeder.
Konstituering
Mødets første egentlige beslutning drejede sig om valg af næstformand. Inge Kjær Andersen blev enstemmigt genvalgt som næstformand for bestyrelsen.
Budget 2021
Formandskabet og udlandsprovsten orienterede bestyrelsen om processen med udmøntning af de beslutninger, som er en følge af det vedtagne budget for 2021. I de senere år har DSUK haft betydelige underskud, først og fremmes ud fra et ønske om at en del af egenkapitalen skulle ud til kirkerne for at arbejde. Nu er egenkapitalen imidlertid af en passende størrelse, og budgettet er derfor udtryk for en vis opbremsning. Herunder:
- Arbejdet i Spanien omorganiseres, således at det præstelige ansvar for aktiviteterne i Algeciras og Mijas placeres hos præsten i Mijas, og der ansættes en assistent til at betjene de søfarende i Algeciras.
- Fremover vil Dubai blive betjent af en rejsepræst.
- Når studenterpræstens ansættelse i London udløber, opslås stillingen ikke igen.
- Endelig er der udsendt en orientering til alle kirker om, at det i modsætning til årene 2017-2020, ikke længere vil være muligt at søge særligt tilskud fra en ungdomspulje. De bevillinger som tidligere er meddelt, også flerårige, står naturligvis ved magt.
Der har selvfølgelig været samtaler med alle de berørte kirker.
Økonomi 2020
Tommy Liechti gennemgik den udsendte budgetopfølgning for årets første otte måneder og påpegede ændringer i årsforventningen i forhold til budgettet. Der er ikke sket større forskydninger i forhold til seneste bestyrelsesmøde. Totalt forventes et underskud meget tæt på det budgetterede, ca. 1,8 mio. kr.
August 2020
Bestyrelsen nedsatte et ad hoc‐udvalg til udvikling og nytænkning af sømandskirkernes tilbud til de søfarende.
Udvalget skal:
- Afdække udviklingen i de søfarendes behov for præstelig betjening og velfærdsydelser
- Nytænke tilbud, der kan imødekomme de søfarendes behov for præstelig betjening, samt afhjælpe den store følelse af ensomhed
- Overveje hvordan sømandskirkerne bedst og bredest er tilstede for de søfarende under hensyntagen til nye sejladsmønstre og reducerede udmønstringsperioder
- Se på hvordan vi sammensætter meningsfulde stillinger til vores sømandspræster
- Beskrive den betjening som sømandskirkerne kan tilbyde de søfarende
- Udvalget er undersøgende og rådgivende, der er ikke delegeret beslutningskompetence til udvalget.
- Udvalget udarbejder en rapport til behandling på bestyrelsesmødet senest i januar 2022, men allerede når udvalget er ca. midtvejs i arbejdet inviteres hele udvalget til en temadrøftelse med bestyrelsen.
Bestyrelsen fik en kort orientering om den elektroniske afstemning om de dokumenter som normalt vedtages på repræsentantskabsmødet. Der er senere udsendt en orientering til hele repræsentantskabet om godkendelse af årsberetning og årsregnskab for 2019 samt handlingsplan og budget for 2021. I alt har 98 af 135 stemmeberettigede stemt.
Som på alle bestyrelsesmøder fik bestyrelsen en gennemgang af årets økonomien indtil nu.
Der er flere afvigelser i både negativ og positiv retning, men totalt forventes et underskud meget tæt på det budgetterede, ca. 1,8 mio. kr.
Marts - April - Maj 2020
Denne orientering omhandler de tre første bestyrelsesmøder i DSUKs historie, som er afholdt via en elektronisk platform, i de første to tilfælde på Skype, det tredje på Zoom. Baggrunden for dette er naturligvis Corona-pandemien og de deraf følgende begrænsninger i mulighederne for at afholde fysiske møder.
Ny udlandsprovst
Tirsdag den 24. marts blev der afholdt et kort ekstra bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen med stor glæde godkendte ansættelsen af Selma Ravn, nuværende præst i den danske kirke i Paris, som kommende udlandsprovst og leder af DSUK. Som det er meddelt på anden vis, tiltræder Selma i den nye stilling den 15. juni i år.
Mandag den 27. april blev der afholdt ordinært bestyrelsesmøde, også på Skype. I mellemtiden havde bestyrelsen pr. mail godkendt en uændret procedure for valg af bestyrelsesmedlemmer blandt medarbejderne. Proceduren blev bekræftet og ført til referat.
Afsked med Pia Sundbøll
Pia Sundbøll havde sidste arbejdsdag tre dage efter dette bestyrelsesmøde. Hun takkede bestyrelsen varmt for et godt samarbejde og hun takkede også for en buket fra DSUK, modtaget under mødets frokostpause.
Anne E. Jensen takkede også Pia, og fremhævede at Pia er DSUKs første udlandsprovst og at hun har levet flot op til den nye titel, blandt andet ved at sørge for, at præsterne bliver bedre klædt på til opgaven end tidligere. Formanden fremhævede også Pias store indsats med at gøre landsmøderne til mere positive oplevelser, og i det hele taget de mange aftryk, Pia har sat. Formanden understregede at DSUK gerne vil tage en mere markant afsked med Pia, når det igen bliver muligt.
Økonomi
Et hovedpunkt på mødet var statsautoriseret revisor Jesper Bechsgaard Jørgensens fremlæggelse af årsrapport og revisionsprotokollat for 2019. Vores revisor havde herunder lejlighed til at forklare om en ekstra henlæggelse af feriepenge som er nødvendiggjort af en ændret ferielov. Der er tale om et beløb på godt 550.000 kr. som forværrer årsresultatet i 2019, men set over en årrække er der ikke tale om ekstra udgifter, idet feriepengene ellers skulle udbetales ved medarbejdernes løbende fratræden. Revisors påtegningen indeholder, som alle tidligere år, ingen forbehold.
Lands- og repræsentantskabsmøde 2020
Et andet hovedpunkt var en beslutning om, hvilken konsekvens begrænsningerne i mødeaktiviteter og i rejser ind i Danmark skulle have for lands- og repræsentantskabsmødet, der oprindeligt var planlagt til august 2020.
I DSUK vægtes den demokratiske samtale og det uformelle samvær på kryds og tværs meget højt. Derfor har lands- og repræsentantskabsmøder altid været et glædeligt og værdsat højdepunkt på året. Det var derfor med stor beklagelse, at DSUKs bestyrelse tog den tunge beslutning ikke at afvikle årets lands- og repræsentantskabsmøde i fysisk forstand. I øjeblikket arbejder sekretariatet og bestyrelsen, med rådgivning fra DSUKs advokat, på at finde at gennemføre den beslutningsproces, som efter vedtægterne skulle ske på repræsentantskabsmødet, så åbent og demokratisk som muligt.
Budget
Budgetovervejelser: Der udarbejdes i øjeblikket et budget for 2022, i balance og uden ekstra indtægter, og som en del af samme plan et budget for 2021, hvor vi arbejder os frem mod balancen i 2022.
I overvejelserne indgår dels, hvilke af de nyeste initiativer der kan fortsætte og i hvilken form. Dels overvejes en ny organisering af arbejdet enkelte steder; herunder omfanget af ansatte assistenter. Der arbejdes videre frem mod bestyrelsesmødet i juni.
Vedtægtsmæssig punkter for repræsentantskabsmøde 2020
Tirsdag den 26. maj 2020 blev der afholdt endnu et kort ekstra bestyrelsesmøde, denne gang på Zoom.
Mødet havde kun et punkt på dagsordenen, nemlig Beslutning om bestyrelsens og repræsentantskabet behandling af de punkter, som vedtægtsmæssigt skulle behandles på repræsentantskabsmødet 2020
Mødet resultat fremgår af den udsendte orientering til repræsentantskabet som kan ses her.
Februar 2020
Udlandsprovsten
Mødet var præget af Pia Sundbølls fravær på grund af sygdom og af hendes forestående pensionering. Bestyrelsen udtrykte bedrøvelse over situationen og tog på en lukket del af mødet de nødvendige beslutninger i forbindelse med ansættelse af en ny udlandsprovst/generalsekretær.
Stillingen har været opslået med ansøgningsfrist den 28. februar, og processen sigter mod en ansættelse pr. 1. maj eller hurtigst muligt derefter.
Fra Sydslesvig
Vi bød denne gang særligt velkommen til Jochen Arndt, som er ny repræsentant for DKS i DSUK’s bestyrelse, og til Hasse Neldeberg Jørgensen, som deltog dels for at forklare om DKS svar på en rapport fra en arbejdsgruppe under kirkeministeriet (se nedenfor) og for at orientere om situationen i DKS generelt.
Kirkeministeren besluttede den 8. februar 2018 at nedsætte en arbejdsgruppe til belysning af rettigheder og pligter for menigheder og præster under DSUK og DKS. Arbejdsgruppen afleverede sin rapport den 5. april 2019, og ministeren har opfordret såvel DKS og DSUK som Landsforeningen af Menighedsråd og Danmarks Provsteforening til at drøfte rapporten.
DKS har udarbejdet et forholdsvist omfattende høringssvar, som blandt andet anbefaler, at Kirkerådet får stemmeret ved bispevalg i Haderslev stift.
For den øvrige del af DSUK vil vi påpege, at rapportens konklusion, om at man i kirkerne udenfor Sydslesvig ikke har et ønske om stemmeret ved bispevalg, savner grundlag; der har ikke været en undersøgelses heraf.
Budgetopfølgning pr. 31. december 2019:
Regnskabet for 2019 foreligger ikke i endelig udgave; men det ligger fast, at 2019 ender med et stort underskud. Allerede i budgettet var der regnet med et underskud på 1,6 mio. kr., fordi egenkapitalens størrelse gjorde det forsvarligt. Men derudover mangler vi næsten 1 mio. kr. i indtægter i forhold til budgettet, samtidig med at udgifterne ved kirkerne har været 1,2 mio. kr. højere end budgettet.
De manglende indtægter handler mest om, at stigninger i fondstilskud og i menighedsrådenes kontingenter stort set er udeblevet. De ekstra omkostninger ved kirkerne vedrører først og fremmest situationer med længerevarende sygdom og nødvendig afløsning, men også om flere tilfælde af hurtigere udskiftning af medarbejdere end planlagt. DSUK vil naturligvis ikke kunne fortsætte med så store underskud i ret mange år. Der foregår i øjeblikket et omfattende arbejde med at etablere et realistisk budget med balance.
Seminar
På seminaret drøftedes dels DSUK’s struktur og beslutningsprocesser, dels de betydelige økonomiske udfordringer. Der arbejdes i øjeblikket videre med de mange input fra seminaret, på begge områder, foreløbigt frem mod bestyrelsens møde i april.
En konkret beslutning på seminaret var en henvendelse til alle landets provstiudvalg, med opfordring til at anbefale menighedsrådene at budgettere med et medlemskab af DSUK.
Sekretariatet deltog delvist i seminaret.
Efterfølgende møde med Sydslesvigprovst Hasse Neldeberg Jørgensen
Sydslesvigprovsten orienterede om arbejdet i Sydslesvig. Perioden siden hans ansættelse har været præget af de mange vakancer og deraf følgende arbejde, både med konkrete vikarløsninger og nyansættelser og med et mere generelt arbejde for at øge interessen for at blive præst i Sydslesvig. ’Præst i Sydslesvig’ er også navnet på en hjemmeside med information og på et kampagnemateriale, som har givet en del relevante henvendelser, hvilket har ført til fem ansættelser i det seneste år.
De mange arrangementer i forbindelse med genforeningsjubilæet har fyldt en del og givet stor travlhed, men også lejlighed til et omfattende og positivt samarbejde med den tyske kirke.
Økonomien opleves som presset, ikke mindst på grund af et stort behov for renovering af præsteboliger. Kirkerådet er i gang med gode og grundige drøftelser af budgettet for 2021.
Oktober og december 2019
På mødet i oktober lød en særlig velkomst til Hans Mørk Janus, som er nyt bestyrelsesmedlem siden repræsentantskabsmødet.
Inge Kjær Andersen blev på samme møde valgt som bestyrelsens næstformand uden modkandidat.
Udvalg
DSUK har i denne periode følgende tre udvalg: Personale og ansættelsesudvalget fortsætter i hovedsagen uændret. Kommissoriet fik alene mindre, redaktionelle ændringer. Peter Lynggaard Jacobsen har besluttet at forlade udvalget. Bestyrelsen har bedt Hans M. Janus om at træde ind i udvalget, hvilket han har accepteret.
Udvalget vedrørende DSUKs ungdomspulje fortsætter ligeledes i hovedsagen uændret. Vicky Popp Fredslund er trådt ind som nyt medlem af udvalget.
Lobbyarbejdsgruppen fortsætter uændret og med uforandret kommissorium. Arbejdsgruppen, som består af DSUKs formand, næstformand og udlandsprovst samt de tre tilsynsførende biskopper, har arbejder med fundraising overfor offentlige kanaler og en generel indsats for at sikre os positiv opmærksomhed fra samme.
Der er blandt andet arbejdet for at DSUK får ambassadører, kendte mennesker som på forskellig vis vil være talerør for DSUK. To personer er kontaktet som de første.
Vedtægter
På mødet i oktober orienterede formandskabet om det indledende arbejde med at undersøge behovet for en revision af vedtægter og beslutningsstrukturer. Bjarne Tvilde har bidraget med et oplæg og vil sammen med Inge Kjær Andersen og sekretariatet fortsætte arbejdet hen mod et debatoplæg til bestyrelsens seminar i februar 2020. Efterfølgende vil eventuelle ændringer kunne drøftes på bestyrelsesmøder i april og i juni, før et eventuelt forslag udsendes til repræsentantskabet.
Bestyrelsen
På mødet i december fortalte Anders Molt Ipsen, at han ret snart flytter til Århus, og at han i den forbindelse udtræder af bestyrelsen, idet han jo er repræsentant for Kirkerådet i Sydslesvig. Vi forventer at en afløser indtræder i bestyrelsen pr. 1. marts 2020.
Bestyrelsens forretningsorden blev henover disse to møder vedtaget med enkelte opdateringer i forhold til den seneste udgave. Det er uændret sådan, at bestyrelsens dagsordener og referater er tilgængelige for alle med adgang til DSUKs intranet og senere for alle med en DSUK-adgang til DAP.
Bestyrelsens tildeling af ungdomsbevillinger foregik på mødet i december. Den årlige pulje på en mio. kr. blev fordelt efter indstilling fra formandskabet, på baggrund af ungdomsudvalgets drøftelse. Til New York og Paris er der allerede tidligere givet flerårige bevillinger og derudover blev der i år givet større eller mindre tilskud til ungdomsarbejde i Berlin, Bruxelles, Gøteborg, Hamborg, Mijas, Singapore, Sydney og Thailand.
Lands- og repræsentantskabsmøder 2019, 2020 og 2021
Lands- og repræsentantskabsmøde 2019 blev evalueret, primært på oktobermødet. Bestyrelsen udtrykte stor tilfredshed med modellen, dvs. en DSUK-dag adskilt fra repræsentantskabsmødet, hvilket betød at forsamlingen gik til repræsentantskabsmøde med stor bevidsthed om fællesskabet.
Referatet fra repræsentantskabsmødet, godkendt af mødets dirigent, blev taget til efterretning.
Det overordnede program for Lands- og repræsentantskabsmøde 2020 blev godkendt. Opbygningen ligner helt programmet fra 2019. Et overordnet tema vil være udlandskirkernes rolle som kulturbærere. 100-års jubilæet for grænsedragningen i Slesvig vil også blive markeret.
Lands- og repræsentantskabsmøde 2021 blev fastlagt til fredag den 20. og/eller lørdag den 21. august. Det vil på et senere tidspunkt blive besluttet, om det skal være én eller to dage.
Budgetopfølgning pr. 31. oktober 2019
Der må forventes et væsentligt større underskud end budgetteret, særligt på grund af sygdom og andre uheld flere steder ved kirkerne. Budgettet for 2021 bliver et væsentligt emne på bestyrelsens seminar i februar.
August 2019
De sidste forberedelser til repræsentantskabsmødet dagen efter dominerede det korte bestyrelsesmøde tidligt fredag formiddag den 23. august.
Formalia ved repræsentantskabsmøde
Valgkomitéens beretning blev godkendt. Der har ikke været tvivlstilfælde vedr. opstillinger eller procedurer, som komiteen har skullet forholde sig til.
Bestyrelsens forslag vedr. bestyrelsessuppleanter, referenter og stemmetællere blev fastlagt.
Endelig havde bestyrelsen en grundig drøftelse af fordele og ulemper ved det stillede forslag om ændring af vedtægterne; men tog ikke fælles stilling til forslaget. Der var derimod stor forståelse for forslagets gode hensigter og bestyrelsen besluttede derfor, at uanset afstemningsresultatet skal der efterfølgende arbejdes videre med at vurdere behovet for ændringer i repræsentantskab og beslutningsstruktur generelt.
Overenskomst med Præsteforeningen
Anne E. Jensen fortalte kort om den indgåede overenskomst med Præsteforeningen, som blandt andet betyder en fælles bestræbelse på, tydeligere at beskrive forholdet mellem præst og kirkeråd ved vore kirker.
Budgetopfølgning
Forventningerne til 2019 har kun ændret sig meget lidt siden sidste bestyrelsesmøde. Der forventes derfor fortsat et underskud på mellem 1,5 og 2 mio. kr.
Bestyrelsesmedlemmer
Mødet var Line Kofoeds sidste som bestyrelsesmedlem, hvilket på repræsentantskabsmødet blev markeret med en stor tak for indsatsen.
April og juni 2019
Fremtidens kirke for søfolk
Rapport om Fremtidens kirke for søfolk blev præsenteret af Julianne Sloth Bach på mødet i juni, og bestyrelsen takkede for en fyldig og velskrevet rapport og glædede sig over, at søfolkenes egne synspunkter har fået så stor vægt. Flere at rapportens anbefalinger er allerede sat i værk. Læs mere i årsberetningen!
Rapport fra Kirkeministeriet
Arbejdsgruppens rapport til belysning af rettigheder og pligter for menigheder og præster under DSUK og DKS blev drøftet på samme møde. Formanden orienterer herom i forbindelse med repræsentantskabsmødet.
De tre tilsynsførende biskopper har deltaget i udvalgsarbejdet, som har haft den positive effekt, at ministeriet har lært DSUK langt bedre at kende. Ønsket om stemmeret ved bispevalg var medvirkende til, at arbejdsgruppen blev nedsat. Rapporten udtrykker på dette område ingen klar konklusion, og der vil ikke ske ændringer, med mindre vi tager spørgsmålet op igen. Ønsket var klarest blevet udtrykt i Sydslesvig, så næste skridt er, at rapporten drøftes grundigt blandt præster og menighedsråd i Sydslesvig.
På kort sigt vil DSUK blot påpege, at ingen har spurgt præster og kirkeråd andre steder, om de ønsker stemmeret til bispevalg, og at man derfor ikke kan konkludere, som rapporten gør, at ønsket kun findes i Sydslesvig.
Nyt bestyrelsesmedlem fra Sydslesvig
På mødet 18. juni bød vi særligt velkommen til Anders Molt Ipsen, valgt af Kirkedagen i Sydslesvig, som deltog i sit første bestyrelsesmøde. Dansk Kirke i Sydslesvig har som bekendt en særlig plads i DSUKs bestyrelse, hvor Anders Molt Ipsen afløser Peter Lynggaard Jacobsen.
Tilstedeværelse i Thailand
En særlig drøftelse på mødet i juni var spørgsmålet om eventuel fortsat tilstedeværelse i Thailand.
Som baggrund for drøftelsen havde bestyrelsen dels de løbende tilbagemeldinger fra præsten til udlandsprovsten, dels en samlet rapport fra præst og kirkeråd, dels en visitatsrapport fra biskop Marianne Gaarden og endelig referater fra møder med formand og kirkerådsmedlemmer, både lokalt på stedet og ved formandens besøg på sekretariatet. På denne baggrund besluttede bestyrelsen, at kirken i Thailand i året 2020 tilbydes en særlig overgangsordning. Fra og med 2021 deler kirken i Thailand vilkår med andre udlandskirker, herunder også det vilkår, at nedskæringer, enten globalt eller enkelte steder, kan blive nødvendigt.
Budget 2020
På mødet i juni vedtog bestyrelsen også sit forslag til budget for 2020, som skal fremlægges på repræsentantskabsmødet i august 2019. Efter grundige overvejelser og efter en drøftelse af egenkapitalens størrelse, besluttede bestyrelsen at anbefale repræsentantskabet at DSUK i 2020 har uændrede aktiviteter, selvom dette vil betyde et budgetteret underskud i 2020 på 1,8 mio. kr.
Bestyrelsen vil hurtigst muligt iværksætte en betydelig politisk indsats med det formål at øge DSUKs bevilling på finansloven, og har derfor nedsat et særligt udvalg med den opgave.
Sideløbende er der nedsat et udvalg, som skal forberede den situation, at nedskæringer kan blive tvingende nødvendige. Dette udvalg, Prioriteringsarbejdsgruppen, afleverede på mødet i juni sin rapport til bestyrelsen efter tre udvalgsmøder. Rapporten indeholder vigtige forslag til dels en ny opdeling af kirkerne i grupper, dels en ønsket normering af stillinger for hver gruppe. Dette materiale indgår nu i arbejdet med fremtidige budgetter. Derimod havde udvalget ikke udpeget konkrete steder, hvor eventuelle fremtidige besparelser skulle slå igennem.
Personale- og ansættelsesudvalget
Bestyrelsen modtog på mødet i april en rapport om personale- og ansættelsesudvalget arbejde fra januar 2018 - april 2019. Rapporten havde særligt fokus på de udfordringer med rekruttering af præster, som vi nogle steder allerede mærker, og som vi mere generelt kan frygte fremover. Derudover havde udvalget stor anerkendelse til sekretariatets arbejde med at forbedre introduktionen af nyansatte præster.
Bestyrelsen tog rapporten til efterretning med tak.
Udviklingsudvalget
På mødet i april fortalte formanden for ’Udvalg for udvikling af dansk kirkelig betjening i udlandet’ – i daglig tale Udviklingsudvalget – om den underskrevne samarbejdsaftale mellem Udenrigsministeriet og DSUK.
Aftalen er siden udsendt til alle kirker til orientering. Samme udvalg havde til bestyrelsens møde i juni afleveret en rapport om arbejdet. På trods af det vigtige og interessante arbejde endte rapporten med den anbefaling, at udvalgets arbejde i denne form nu er afsluttet.Dette tilsluttede bestyrelsen sig, med stor tak for indsatsen.
Årsrapport 2018
På mødet i april blev Årsrapport 2018 gennemgået af DSUK revisor, og derefter godkendt og underskrevet af bestyrelsen. Det var første gang i en længere årrække at den statsautoriserede revisor deltog i et bestyrelsesmøde. Dette skete alene for at højne det generelle informationsniveau, ikke fordi der var særlige tvivlsspørgsmål eller kritisable forhold. Om årsresultatet i 2018 kan man sige, at det er helt som budgetteret, men består af højere finanslovstilskud og lavere øvrige indtægter end forventet.
Repræsentantskabsmødet 2019
Vedrørende valg til bestyrelsen: Anne E. Jensen er opstillet af bestyrelsen som formandskandidat, dvs. til genvalg. Ligeså er Inge Kjær Andersen og Karina Sillesen Elmquist opstillet af bestyrelsen som bestyrelseskandidater, dvs. til genvalg. Derimod genopstiller Line Kofoed ikke, og der er derfor behov for mindst én kandidat mere.
Som tidligere nævnt, er bestyrelsens forslag til budget for 2020 vedtaget.
Det samme er et forslag til handlingsplan, som stadig er baseret på visionsplanen, vedtaget sidste år.
Årsberetning for 2018 er ligeledes godkendt af bestyrelsen og kan dermed fremlægges for repræsentantskabet.
Endelig er der aftalt et møde mellem bestyrelsen, formænd fra kirkerådene og medarbejderne, dagen før repræsentantskabsmødet, ligesom der samme dag er planlagt forskellige indlæg og debatter, og ikke mindst er der fredag aften en festmiddag i anledning af 100-året for oprettelse af organisationen Dansk Kirke i Udlandet.
Februar 2019
Seminar forinden bestyrelsesmødeDagen før bestyrelsesmødet blev brugt på en grundig drøftelse for bestyrelse og sekretariat, blandt andet som baggrund for kommende handlingsplaner og budgetter. Herunder kom der flere ideer, som sekretariatet umiddelbart kan arbejde videre med. På bestyrelsesmødet lagde bestyrelsen planer for en mere strategisk indsats på andre områder:
•Bestyrelsen ønsker at følge udviklingen i de enkelte kirker nærmere gennem en årlig gennemgang af kirkernes situation og økonomi.
•Det blev besluttet at nedsætte et udvalg, som bl.a. skal arbejde med mere klare kriterier for tildeling af både præste- og assistentstillinger
•Opgaven med kontakt til, og grundig information af såvel den næste kirkeminister som kommende medlemmer af Folketingets kirkeudvalg, blev fordelt.
•Bestyrelse og sekretariat vil drøfte mulighederne for at bidrage positivt til stiftsbestyrelsernes arbejde med kontakten ind i Folkekirken og til personlige medlemmer.
Økonomi
Budgetopfølgning pr. 31. december 2018 forventer et årsresultat meget tæt på det budgetterede. Revisor inviteres med til bestyrelsesmødet den 30. april, hvor årsrapporten underskrives.
Lands- og repræsentantskabsmøder
En model for kommende lands- og repræsentantskabsmøder blev drøftet. Herunder blev det aftalt at mødet i 2019 afvikles fredag den 23. og lørdag den 24. august 2019. Lørdagen reserveres til selve repræsentantskabsmødet, så vi kan undgå den tidsnød, der opstod i 2018.
Andet
Dette møde var Peter Lynggaard Jacobsens sidste som repræsentant for DKS i bestyrelsen.
Formanden bebudede en markering heraf på den kommende Kirkedag i Sydslesvig, men benyttede også denne lejlighed til at sige tak for den store indsats i bestyrelsen.
Præsentation af Hasse Neldeberg Jørgensen, Sydslesvigprovst fra 1. marts 2019
Formanden bød velkommen. Hasse Neldeberg Jørgensen er 62 år, teolog fra Aarhus Universitet og pt. projektleder for det nationale videns- og udviklingsprojekt ”Kirken på landet”, idet han er frikøbt fra arbejdet som provst i Malt Provsti. Hasse Neldeberg Jørgensen har tætte internationale relationer bl.a. til Nordkirche og det teologiske fakultet i Durham, Nordengland. Han har beskæftiget sig indgående med ordinationen af danske præster i de frie kredse i Sønderjylland og Sydslesvig. Hasse Neldeberg Jørgensen blev ordineret i 1991 og har været præst i tre embeder og provst gennem 15 år. Han er gift med sognepræst Merethe Jørgensen.
Der er indsættelsesgudstjeneste den 10. marts kl. 14. i Helligåndskirken, Flensborg.
December 2018
Ansættelse af provst i SydslesvigIfølge overenskomsten mellem DSUK og DKS ansættes sydslesvigprovsten af DSUK, efter indhentet udtalelse fra biskoppen, bilagt udtalelse fra kirkerådet og menighedsrådet i Helligånds sogn.
Indstillingen fra biskop Marianne Christiansen, på baggrund af kirkerådets og menighedsrådets indstillinger, var en klar anbefaling af en enkelt ansøger. Bestyrelsen besluttede at følge anbefalingen og bad Pia Sundbøll om at gå videre med de afsluttende forhandlinger.
Bestyrelsens seminar i februar
Bestyrelsen godkendte det overordnede program, herunder at diskutere fremtidsscenarier med medarbejderne fra sekretariatet.
Bestyrelsen tildeling af ungdomsbevillinger
Bestyrelsen godkendte fordeling af 1 mio. kr. ud fra ansøgninger som er behandlet og kommeneret af ungdomsudvalget og af formandkabet. Bevillinger og afslag udsendes i uge 49.
Ny strategiplan for fundraising
Fundraiser Marie Østerholt fremlagde en ny fundraisingstrategi, som bestyrelsen roste og godkendte. Omfanget af fundraising fra sekretariatet dirkte til kirkernes udgifter er til fortsat drøftelse; indledningsvis vil der ske en øget kortlægning af ønskerne.
100-års jubilæum i Necochea
Indbydelse modtaget til fejring af kirkebygningen.
Edmonton, vedtægter
Bestyrelsen godkendte det fra kirken fremsendte forslag til vedtægter.
Rapport fra Udvalg for udvikling af dansk kirkelig betjening i udlandet
Bestyrelsen behandlede rapporten, som vil være en væsentlig baggrund for de fortsatte drøftelser af langtidsbudgetter på bestyrelsens seminar i februar.
Oktober 2018
Valg af næstformand
På det første møde efter repræsentantskabsmødet konstituerer bestyrelsen sig efter vedtægterne med næstformand. Inge Kjær Andersen blev forslået og valgt med akklamation.
Overenskomsten med Dansk Kirke i Sydslesvig.
Bestyrelsen godkendte de sidste rettelser, foreslået af Kirkerådet i Sydslesvig. Dermed er overenskomsten endeligt vedtaget af begge parter. Det er naturligvis ikke nyt, at der findes en overenskomst, men der har gennem en længere periode været arbejdet med en modernisering, og herunder en tydeliggørelse af menighedsrådenes, kirkerådets, biskoppens og bestyrelsen roller ved ansættelser.
Nyt medlem af Personale- og ansættelsesudvalg et
Bestyrelsen ønskede Marianne Gyldenkærne velkommen til udvalgsarbejdet.
Ny Sydslesvigprovst – på vej
Bestyrelsen blev informeret om ansættelsesprocessen. Stillingen er nu genopslået, og biskoppen er optimistisk med hensyn til at få gode ansøgere.
Økonomi: Budgetopfølgning pr. 31. august 2018
Der er ingen ændringer til årsforventningen i forhold til sidste bestyrelsesmøde, hvilket betyder et forventet underskud på 2,3 mio.kr., helt som budgetteret.
Økonomi: Oversigt over de senere års udvikling i DSUKs udgifter til de enkelte kirker var udsendt.
Bestyrelsen havde på denne baggrund en bred debat om typer af kirker og forskellige finansieringsgrader fra DSUK. Drøftelsen fortsætter på bestyrelsens seminar i februar.
Lands- og repræsentantskabsmøde 2018
Bestyrelsen havde en foreløbig evaluering af mødet. Der var enighed om, at der var sat for lidt tid af til repræsentantskabsmødet. Bestyrelsen fandt det utilfredsstillende at forsamlingen ikke fik lejlighed til at diskutere visioner og planer, fordi tiden gik med diskussion om en enkelt konkret sag. Der afsættes bedre tid på de kommende møder.