Udlandsprovsten ved om nogen, hvad beredskabsarbejdet går ud på, når man er dansk præst i udlandet. Hun var heftigt involveret i to store terroranslag, i flystyrtet, hvor et fly ramte en bjergside og i et utalt af de franske, ophedede demonstrationer. For tiden sætter vi fokus på beredskabsdelen af vores arbejde. Du kan læse en række fortællinger i vores blad, som du finder her på forsiden af dsuk.dk

Af Selma Ravn, udlandsprovst. Foto: Sille Arendt

Min tid som præst i Paris var fuld af små og store katastrofer. Derfor ved jeg helt ind i knoglerne, hvad det betyder, at der er danske kirker og danske præster i verden. Heldigvis bruger præsterne langt det meste af deres tid på skønt almindeligt præstearbejde, de prædiker, døber, konfirmerer, gifter og begraver, de sørger for sjælene, bærer med på kulturen og traditionerne, de skaber rum for fællesskaberne. Det er godt og nødvendigt.

Og så indimellem vælter hverdagen, der bliver kaldt fra et udsat og smertefuldt sted, og der er behov for det særlige, præsten kan: den svære samtale, den rolige hånd, det uundværlige følgeskab.

Jeg har været der, i terroren, i flystyrtet, i det voldsomme dødsfald, i den uhyggelige sygdom, i gadeuroen, i fængslet. Og nu, hvor jeg sidder hjemme på Frederiksberg og sender præsterne ud, er jeg både stolt og opløftet over, at vores kirker er befolkede med dygtige engagerede medarbejdere, der vedkender sig og forstår, at de er del af det beredskab, der træder til ved små og store katastrofer.

Danskerne derude ved det, ambassaderne ved det, søfarten ved det, familierne hjemme i Danmark ved det. Og de skønner på det, for det er ikke ligegyldigt, om man bliver grebet, når fundamentet ryster, og det kan have stor betydning, hvem det er, der griber én. Præsten taler sproget og har det sprog, der skal til, og sammen med menighederne er de de hænder, der holder én fast, så man ikke glider ud af sammenhængen.

Der er mange gode grunde til at have danske kirker udenfor fædrelandets grænser, og det svar, der gives på det udsatte og smertefulde kald, er en af de bedste grunde. I kirken rummes det hele liv, det frydefulde, det overrumplende, det ødelæggende. Det er et privilegie, som vi skal sætte pris på og leve op til. Vi er taknemmelige for enhver hjælp til at nå i mål med den uundværlige opgave. Og kald endelig løs, vi er klar.