Af Christa Lund Herum, Dansk kirke Thailand

Taxaen kører ad fine, asfalterede veje igennem et grønt og frodigt landskab. Vejen kantes af hvide huse med blåglaserede tagsten, og foran husene er der gynger og vippestativer og en bil i indkørslen. Det er et pænt område, hvor der åbenlyst bor en del børnefamilier. 

Men min rejse til området gælder et helt andet besøg, nemlig hos en indsat dansk mand i et lokalt fængsel. Efter en halv times tid har vi passeret det sidste pæne hus, og vi drejer ned ad en smal vej med marker på den ene side og en stor port på den anden side. Dette er indgangen til en af Thailands fængsler.

Som dansk præst i Thailand er det en vigtig del af mit arbejde at besøge indsatte danskere i fængsel. Fængselsbesøg sker ved et godt og regelmæssigt samarbejde med den danske ambassade, som sikrer, at jeg får besøgstilladelse og de rette papirer med. 

”Jeg er der ikke for at dømme ham. Det er jo allerede sket.”

På trods af sagens alvor, så er samtaler med indsatte en af de opgaver, der gør størst indtryk på mig, og som bekræfter, at det er meningsfyldt med en dansk præst i Thailand. 

Mødet og samtalen med en indsat er helt ren og blottet for forsøg på at imponere. Der er ingen mulighed for forstillelse. Vi sidder to mennesker i et lille rum overfor hinanden på hver sin side af en plasticrude og taler sammen igennem en, til tider, skrattende telefon.

Jeg præsenterer mig og forklarer indledningsvis, at jeg som udgangspunkt ikke er interesseret i at vide, hvad han – for det er stort set altid en mand – sidder inde for. Min opgave er hverken at forholde mig til hans straf eller overtrædelse, så det er kun, hvis han selv har behov for at fortælle, at vi taler om det.

Jeg er der ikke for at dømme ham. Det er jo allerede sket. Jeg er der for samtalen og for at lade ham vide, at han ikke er alene i denne situation. 

Vi taler om alt muligt: Om der er noget han har brug for og ønsker min eller ambassadens hjælp til. Om familien, barndommen, ønsker for fremtiden, helbred og tro. Jeg har altid danske bøger med og hvis muligt andre fornødenheder. Det kan dog være svært at få lov til at tage andet med ind. 

Før jeg kan besøge nogen, skal den indsatte give tilsagn til at ville tale med en præst. Det siger de dog sjældent nej til, og flere fortæller mig under besøget, at de tidligere både har sunget i kirkekor eller haft ansvar som kirketjener i de danske fængsler, de ofte også har siddet i. 

Jeg er en smule imponeret over de indsatte danskere, jeg taler med. Selv om de har fået lange domme og sidder under meget svære forhold, så oplever jeg en ro og accept af deres situation. Ikke nødvendigvis enighed, men accept af kendsgerningerne. De ved, hvorfor de sidder, hvor de sidder, og nu gælder det i højere grad om at se fremad og at se muligheder. For eksempel en overflytning til Danmark, som kan blive en realitet på et givent tidspunkt, afhængigt af straffens længde. 

Fængslerne i Thailand er berygtede med trange celler og mange indsatte på få kvadratmeter, begrænset mulighed for besøg og kommunikation med omverdenen samt lange straffe.

Hvis man oveni husker på, at de danske indsatte ikke forstår meget thai, og at de ansatte i fængslet ikke kan ret meget engelsk, forstår man, at det svært for dem at holde sig orienteret om rettigheder eller at forstå de alment gældende regler og retningslinjer i fængslet. 

Derudover er der den omstændighed, som dansk indsat, at det er en sjældenhed at få besøg af familie eller venner, som jo ellers er dem, der sørger for at komme med mad, tøj og penge. 

At have en pårørende i fængsel i Thailand lægger også et mentalt og psykisk pres på familien, som ofte befinder sig i Danmark. Afstanden gør det svært for dem at hjælpe eller få deres ønske om assistance frem til den pårørende i fængslet. 

Ofte er forholdet til den indsatte i forvejen præget af mistillid og uoverensstemmelser, og det gør samarbejde og tillidsfuld kommunikation endnu vanskeligere. Det er så her, jeg træder til og forsøger at formidle kommunikationen og at hjælpe til, hvor det er muligt. 

Hverken Dansk Kirke Thailand eller Den Danske Ambassade kan yde økonomisk assistance til de indsatte. Men som præst gør jeg, hvad jeg kan for at hjælpe, ved at besøge indsatte danskere over hele Thailand. Og det er værdsat. 

Under mit seneste besøg spurgte en indsat mig forsigtig til slut i samtalen:

“Hvis jeg nu ender med at skulle sidde her i lang tid, vil du så besøge mig en gang imellem?”