31/03/2025 0 Kommentarer
Pak præstekjolen og ryk til Hong Kong.
Pak præstekjolen og ryk til Hong Kong.
# Ledig stilling præst

Pak præstekjolen og ryk til Hong Kong.
Toårig projektstilling som sømandspræst ved Den Danske Sømandskirke i Hong Kong
Har du lyst til et meningsfuldt arbejde i en international storby med rige traditioner og maritime rødder? Den Danske Kirke i Udlandet søger en fuldtidspræst til tjeneste ved Den Danske Sømandskirke i Hong Kong fra den 1. september 2025 til 31. august 2027 – med mulighed for forlængelse.
Udover opgaverne i Hong Kong vil stillingen i fremtiden også inkludere præstelig betjening af danskere i Nordøstasien. Et større antal danskere er bosat i området, og selvom der ikke er grundlag for at sende en fuldtidspræst, ønsker vi at kunne tilbyde dem højtidsgudstjenester og kirkelige handlinger mere regelmæssigt. Vi vil som organisation gerne udforske mulighederne for at arbejde mere mobilt i den del af verden, samt undersøge hvordan vi bedst muligt kan tilrettelægge bæredygtige stillinger, der også inkluderer en delvis mobil indsats. Dette udviklingsarbejde vil ske i samarbejde med Den Danske Kirke i Udlandet.
Dansk Sømandskirke i Hong Kong
Sømandskirken i Hong Kong har til huse i Mariners’ Club, som er et internationalt samarbejde ejet af det engelske Mission to Seafarers. Mission to Seafarers har seks medarbejdere til skibsbesøg, et kontor med syv ansatte, tre receptionister, og der bor og arbejder også en tysk sømandspræst i huset. Du har altså rig mulighed for et kollegialt fællesskab i hverdagen.
Mariners’ Club har til huse tæt ved containerterminalen, hvor de danske containerskibe anløber. I huset er kirkens forsamlingslokale ”Danish Room” på 3. sal, hvor der også er en bolig til kirkens assistenten, og kirkerummet befinder sig på 2. sal.
Derudover bliver der i 2025 åbnet for det nyopførte Mariners Club i Tsim Sha Tsui, som inkluder en stor kirke, restaurant, hotel og andre nye faciliteter.
Foruden sømandspræsten er der en assistent ansat ved Den Danske Sømandskirke, som hjælper til med den daglige drift som rengøring, indkøb, madlavning til arrangementer, sociale medier og betjening af kunderne i kirkens kiosk.
Om Hong Kong
Hong Kong er en international storby. Arealmæssigt er Hong Kong på størrelse med Lolland, men der bor godt 7 mio. mennesker. Kun 40 % af området er bebygget, så bygningerne er høje, og folk bor tæt. Samtidigt er der store og smukke naturområder, og der er mange øer og strande. Byen er en unik blanding af østlig og vestlig kultur. Der er en hel speciel puls i Hong Kong, som man ikke finder andre steder. Der sker en masse 24 timer i døgnet syv dage om ugen, og byen har om nogen fortjent prædikatet ”byen, der aldrig sover”.
Arbejdet som sømandspræst
Sømandspræsten er ansvarlig for betjeningen af danskflagede skibe, som anløber havnen i Hong Kong. Omkring fire danskflagede skibe anløber havnen hver uge, og kirken besøger så vidt muligt dem alle sammen. Præstens besøg på skibene er et værdsat afbræk for de travle søfolk, der ikke møder mange andre end resten af skibets besætning. De sætter pris på det friske pust udefra og muligheden for én at tale dansk med, hvilket ikke længere er en selvfølge på danskflagede skibe. Som sømandspræst betjener du alle nationaliteter ombord på skibene, og du møder mennesker fra hele verden, særligt Indien, Filippinerne, Ukraine og Rumænien.
Sømandspræsten er desuden præst for danskere og danske familier, som bor i Hong Kong. Der er omkring 400-600 fastboende danskere i Hong Kong. Sømandskirken er i høj grad centrum for både det danske sociale og kirkelige liv i Hong Kong. Et mødested for alle og et dejligt sted at være. Der holdes gudstjenester hver anden søndag med efterfølgende kirkefrokoster i Danish Room. Udover gudstjenester er der også forespørgsler om dåb, konfirmationer og vielser. Konfirmandundervisning tilbydes både i Hong Kong og online til danskere bosiddende i Japan, Korea, Kina og Taiwan.
Der er rig mulighed for at sætte dit eget præg på aktiviteter i og omkring kirken. Nogle arrangementer ligger fast: julebasaren, luciaoptog, Velkommen hjem-fest, sankthans og fastelavn. Andre aktiviteter kan variere og skifte efter behov og ideer. I øjeblikket er der mange børnefamilier med børn under 10 år, og aktiviteter for børn og særligt danskundervisning er derfor efterspurgt.
Da der hverken er dansk ambassade eller konsulat i Hong Kong, er kirken for mange danskere det eneste sted at henvende sig, hvis der sker noget. Præsten besøger også fængslerne og tager sig af hospitalsbesøg og sjælesorgssamtaler.
Bortset fra lønomkostningerne, som er dækket fra Danmark, drives kirken økonomisk ved hjælp af sponsorater og donationer særligt i forbindelse med julebasaren, hvilket kræver gode relationer og at give sig tid til at tage ud til diverse store firmaer for at vedligeholde de aftaler, kirken har.
Pt. bliver der holdt en årlig gudstjeneste for danskere i Japan, Korea og Taiwan.
Vi søger en præst som:
- er teologisk velfunderet og kan formidle evangeliet på en inspirerende måde, så det relaterer sig til menighedens dagligdag og aktuelle emner i tiden.
- har evne og vilje til samarbejde med kirkerådet og medarbejdere ved kirken - både ansatte og frivillige samt de andre sømandspræster på stedet.
- vil tage aktivt del i sociale og kulturelle aktiviteter og kan tackle de specielle forhold for en præst blandt danskere i udlandet.
- vil samarbejde med eksterne samarbejdspartnere.
Du kan glæde dig til et udfordrende og indholdsrigt arbejde i et flersproget og spændende område med mange traditioner og et unikt internationalt miljø.
Bolig:
Der stilles en møbleret lejlighed til rådighed. Med stillingen følger også en personbil til præstens fri kørsel.
Ansættelsesvilkår:
Præsten ansættes og udsendes af Den Danske Kirke i Udlandet (DDKU). Nærmere oplysninger om DDKU på www.dendanskekirke.dk
- Præster ansat i DDKU indplaceres efter Ny Løn. Lønsystemet er baseret på lønsystemet for præster i Danmark. Præster følger de regler for fastansættelse af tjenestealder og beregning af anciennitet, der gælder for præster i den danske folkekirke.
- Der er rådighedstillæg og udetillæg.
- I forbindelse med ansættelse af præster med mulighed for optagelse i Pensionsordningen af 1950 søger DDKU straks og uden ugrundet ophold om pensionsmæssig optagelse i ordningen, jf. det til enhver tid gældende regulativ herfor. For øvrige præster og i tilfælde af afslag på optagelse i Pensionsordningen af 1950 indbetaler DDKU fra ansættelsens påbegyndelse et samlet pensionsbidrag på 17,1% af den samlede løn til PFA.
- DDKU sørger for aftaler med Skat og hjælper med alle nødvendige praktiske opgaver i forbindelsen med udsendelsen. DDKU står for flytning og rejse.
- Tal evt. med din biskop om mulighed for orlov.
Ansøgningsfrist er fredag den 16. maj 2025 kl. 12.00
Ansøgning, CV, en prædiken over selvvalgt evangelietekst og evt. anbefalinger sendes pr. mail til HR-sekretær Margareta Bærentzen på mab@dendanskekirke.dk.
Hvis du sender personfølsomme oplysninger med, bedes du sende din ansøgning inkl. bilag via følgende link.
For yderligere information om stillingen kontakt
Formand for kirkerådet Frank Jensen, tlf. +852 9036 6890 eller e-mail frank.jensen@modernterminals.com.
Vikarierende sømandspræst i Hong Kong indtil 28. april 2025, Margith Pedersen, på e-mail hongkong@soemandskirken.org og mobil +852 9490 8562.
Udlandsprovst Selma Ravn, tlf. 7026 1828 eller mail sr@dendanskekirke.dk.
Tilsynsførende biskop Peter Skov-Jakobsen, København, tlf. 3347 6500 eller mail PESJ@km.dk.
Se også kirkens hjemmeside og Facebookside.
I dette prospekt kan du læse yderligere om kirken, menigheden og stedet.
Kommentarer